ÅOP – et begreb for dine samlede udgifter

Når man er på udkig efter det rette lån, vil man ofte støde på begrebet ”ÅOP”. Men hvad er det nu lige, det betyder? ÅOP er faktisk et ret væsentligt tal at kigge på, når du sammenligner forskellige lånemuligheder. ÅOP er en forkortelse for ”Årlige Omkostninger i Procent”. Sagen er nemlig den, at et lån tit koster mere end blot renten, og derfor har selv rentefrie lån også en pris. Som regel skal man, når man optager et lån, også betale forskellige gebyrer – for eksempel lånesagsgebyr, som dækker prisen for ekspeditionen samt faste og variable tinglysningsafgifter, der går til staten for blandt andet stempling af dokumenterne. Derudover kan der være ekstra månedlige gebyrer og meget andet forbundet med et lån.

Det kan umiddelbart virke overvældende, at der er så mange faktorer at tage højde for, og skulle man selv udregne beløbet, ville man også komme på noget af en opgave. Heldigvis medregner ÅOP både renter, startomkostninger og gebyrer for hele lånets løbetid, hvilket gør det langt mere overskueligt for dig at finde det absolut billigste lån. ÅOP er er således et langt mere præcist og sammenligneligt udtryk for den pris, du kommer til at betale for det pågældende lån, end hvis du blot ser på renten. Kort sagt fortæller ÅOP dig, hvad de samlede årlige udgifter er – medregnet diverse gebyrer og afgifter – i forhold til lånets størrelse. Det er et nøgletal, når du skal sammenligne lån, og det er derfor også lovpligtigt, at du får oplyst om de årlige omkostninger i procent – dette lovkrav findes i kreditaftaleloven.

Lån med lav rente kan være dyrere

Da det er forskelligt fra låneinstitut til låneinstitut og lånetype til lånetype, hvad deres faste oprettelsesgebyrer er, og om der påregnes månedlige udgifter, kan et lån med en lav rente altså samlet set godt blive dyrere end et lån med en høj rente og få eller billige faste gebyrer. Sammenlign derfor ikke renten, når du skal beslutte dig for et lån, men fokuser i stedet på de årlige omkostninger i procent. Det lån, med den laveste ÅOP, vil være den løsning, der sparer dig flest penge.

Som sagt har banker og online låneudbydere grundet kreditaftaleloven pligt til at oplyse dig om ÅOP. Her skal man dog være klar over, at ÅOP altid er opgivet som de årlige omkostninger i procent før skat. I virkeligheden vil ÅOP efter skat give et mere korrekt billede af omkostningerne ved et bestemt lån, fordi skattepligtige ofte har ret til at fratrække låneomkostninger, idet de stifter eller overtager et lån. Grunden til, at ÅOP alligevel er opgivet som ÅOP før skat, er, at der er nogle konkrete regler og love, man må tage højde for, som ved omregningen kan gøre, at resultaterne ikke bliver korrekte. Det betyder altså, at ÅOP ikke altid giver et helt nøjagtigt billede – for eksempel i tilfælde, hvor to ellers identiske lån har forskellige løbetider.

Løbetiden har også indflydelse på ÅOP

Generelt skal man regne med, at et lån med en kort løbetid har en højere ÅOP, da de faste omkostninger her kommer til at veje tungere. Har du for eksempel stiftelsesudgifter på 2.000 kr. og en løbetid på 4 år, vil du i gennemsnit skulle betale 500 kroner tilbage hvert år – mens du med en løbetid på 8 år kun skal betale 250 kroner om året i gennemsnit.

Du skal sammenligne lån, der ligner hinanden

For at du for alvor kan sammenligne lån ud fra ÅOP, er det vigtigt, at de lån, du sammenligner, har samme karakteristika – for eksempel provenu (beløbsstørrelse), løbetid, lånetype, indfrielsesvilkår etc. 2 forskellige lån med forskellige løbetider kan nemlig godt begge have en ÅOP på 8 %, og alligevel vil det lån med den korteste løbetid tit være billigst. Det skyldes, at man normalt vil få en lavere rente, hvis man er i stand til at betale det lånte beløb tilbage over 5 år i stedet for 8. Samtidig vil du jo betale for omkostninger i yderligere 3 år med den lange løbetid.

Det vil altså typisk være billigere for dig at betale dit lån tilbage hurtigst muligt, men det betyder selvfølgelig også, at du skal af med en højere månedlig ydelse. Derudover kan der være andre fordele ved nogle lån, som man også må tage stilling til. Nogle gange vil det være muligt at vælge 2 til 4 afdragsfrie måneder om året, eksempelvis til jul og henover sommerferien. Det kan selvfølgelig være, at det er et dyrere lån, men for nogle vil det være en bedre løsning, fordi det sørger for, at vedkommende ikke kommer til at misligholde lånene i måneder, hvor man må forvente, at der kommer ekstra personlige udgifter til diverse arrangementer.

For at opsummere så vil du samlet set få det billigste lån, hvis du i et udpluk af lån med samme løbetid og låneprovenu (det beløb, du rent faktisk vil modtage) vælger det lån med de laveste årlige omkostninger i procent, ÅOP.

Når man snakker om ÅOP, taler man som sagt også om låneomkostninger. I Danmark er der nogle regler, der gør, at man i enkelte tilfælde kan få skattefradrag på nogle af de omkostninger, der følger ved stiftelse af et lån. Det gælder dog kun for lån, hvor løbetiden er fastsat til under to år. Det er ikke alle omkostninger, der kan trækkes fra i skat, og det er heller ikke helt ligegyldigt, hvad gebyret er kaldt på de dokumenter, du får i forbindelse med stiftelsen. Hvis etableringsgebyret for eksempel ikke hedder ”stiftelsesprovision”, kan du med fordel bede låneudbyderen om at ændre navnet dertil, da det giver bedre chancer for, at det bliver godkendt til skattefradrag. Ydermere kan det oplyses, at gebyrer, der går til staten, såsom tinglysningsafgifter, aldrig kan trækkes fra i skat.

Du skal selv orientere dig om, hvorvidt du kan få lov til at trække nogle af stiftelsesomkostningerne fra i skat, da det er dit eget ansvar, at du fratrækker beløbene i din selvangivelse. Spørg eventuelt din låneudbyder om, hvilke omkostninger der kan fratrækkes.